Krondyrfilet med honning/balsamico

    Til 4 personer

    Filet:
    Krondyrfileten afpudses. Brunes på panden og krydres med salt og peber. Kan eventuelt krydres med lidt knust enebær. Fileten lægges til let afkøling før der kommes spæk (eller bacon) omkring. Fileten snøres og steges i ovn ved 200 grader C, i ca. 10 minutter. Hviler herefter ca. 15 minutter.

    Glaserede æbler:
    Æblerne udstikkes for kerne (lav et pænt hul) og skæres i skiver. På en pande kommes honning, balsamico og rødvin. Dette koges godt igennem og nedkoges til næsten sirupsagtig konsistens. Æblerne tilsættes og vendes hyppigt, indtil de er letglaserede, ca. 2-3 minutter. Æblerne tages op og "æblekaramellen" indkoges. De tilsættes de friske tyttebær som sauteres i karamellen et kort øjeblik. Tyttebærlagen tilsættes æblerne og disse stilles til side. Umiddelbart inden anretning bages æblerne færdige i ovnen ved 180 grader C, i 5 minutter.

    Bønner:
    Bønnerne nippes og blancheres i kogende vand. Afdryppes, deles i 8 lige bundter og omvikles med bacon. Bønnerne bages i ovn ved 180 grader C, i 5-7 minutter.

    Orlydej:
    Mel, æggeblomme, øl, vand, olie, samt salt og sukker piskes sammen til en glat dej. Hviler 1 time, hvorefter den stiftpiskede æggehvide vendes i. Dejen skal straks anvendes når de piskede hvider er blevet tilsat.

    Indbagte champignon:
    Champignonerne renses og dyppes i den færdige orlydej. Udbages i hed friture (gryde med olie), til de er gyldne. Aspargeskartofler: Kartoflerne koges møre og pilles. Stilles koldt. Inden anretning vendes kartoflerne i smeltet smør til de er varme. Krydres med salt og peber. Drysses eventuelt med nøddeflager eller valnødder.

    Svampesauce:
    Kantareller renses og skæres i mindre stykker. Kommes i en gryde med smeltet smør og de hakkede skalotteløg. Det sauteres godt. Fonden hældes på og det koger stille i ca. 20 minutter. Fløden tilsættes og koges godt igennem.

    Servering
    Krondyrfiletén skæres i tynde skiver, anrettes på varme tallerkener i vifteform. Æblet anrettes foran. I siderne anrettes henholdsvis indbagte champignon og baconbønner. Der omkranses med sauce. Sauce og kartofler serveres à part.